Er du en smule usikker på, hvilke bilforsikringer du skal tegne som bilejer? Ved du, hvad den enkelte bilforsikring reelt set dækker – og hvornår du selv skal have pengene op af lommen?
Et område som bilforsikringer er vigtigt – ikke kun for dig selv og din pengepung, men også af hensyn til dine medpassagerer og medbilister.
Vi besvarer i denne guide nogle af de oftest stillede spørgsmål omkring bilforsikringer og giver dig samtidig gode råd til, hvordan du får tegnet den bedst mulige bilforsikring.
Vær dog opmærksom på, at guiden er af generel karakter.
Når det drejer sig om forsikringer, kan den enkelte police se vidt forskellig ud, alt efter forsikringsselskab. Du skal derfor heller ikke regne med, at en bilforsikring bare er en bilforsikring – og at der er en fast pris på produktet. Det er en kæde af flere faktorer, der spiller sammen.
Hvilket ansvar og hvilke udgifter har du som bilejer?
Køber du en bil, indebærer det et stort ansvar. Det skal du være villig til at påtage dig.
Du skal først og fremmest sikre dig, at bilen fungerer, som den skal. Du skal her sørge for at få overholdt alle aftaler mht. serviceeftersyn, ligesom du løbende skal tjekke bilen for diverse skader. Det må ikke være farligt for hverken dig selv eller andre, at du bevæger dig ud i trafikken.
Herudover kommer alt papirarbejdet og en mulig omlægning af din privatøkonomi. Måske har du optaget et billån for at kunne købe din første bil eller drømmebilen, som du har sukket efter så længe.
Udover de faste udgifter til dit billån samt diverse reparationer, vedligeholdelse og serviceeftersyn, skal din privatøkonomi også kunne bære nye poster som brændstof samt løbende afgifter.
Du skal betale følgende afgifter:
- Registreringsafgift: Afgift, der betales i forbindelse med registreringen af køretøjet. Du skal være i besiddelse af en registreringsattest for at kunne indhente nummerplader til bilen samt for at kunne sælge bilen videre.
- Vægtafgift, grøn ejerafgift eller CO2-ejerafgift: Hvilken type afgift du skal betale, afhænger af, hvornår bilen er indregistreret første gang.
Vægtafgiften indbefatter personbiler indregistreret før 1/7 1997, mens der bliver betalt grøn ejerafgift for personbiler indregistreret i perioden 1/7 1997 og frem til 30/6 2021.
Personbiler indregistreret efter 30/6 2021 er omfattet af CO2-afgiften.
Men det er ikke alt – du skal også betale ind til en bilforsikring. En bilforsikring kan dække dig ved skader på bilen, samt hvis du forvolder skade på andre.
Der findes to typer af bilforsikringer: En ansvarsforsikring og en kaskoforsikring.
Mens en kaskoforsikring er et tilvalg, er ansvarsforsikringen et lovkrav.
Det typiske er, at du tegner forsikringen i forbindelse med, at du overtager bilen. Det sker, når du underskriver slutsedlen – det er altid en god idé at have styr på forsikringsreglerne, og hvor du får den bedste pris, inden du køber din nye (eller brugte) bil. Det kræver gerne noget research.
Hvad er en ansvarsforsikring?
Det korte svar er: Dén type bilforsikring, du SKAL tegne, når du er bilejer. Den er ganske enkelt lovpligtig, hvad enten vi taler bilforsikring til erhverv eller private.
Du får sikkert sved på panden blot af at tænke på de mange ekstraudgifter, der er forbundet ved at eje en bil. Du overvejer måske allerede, om der er steder, du kan spare lidt ekstra penge – og hvem siger, at det overhovedet bliver relevant for dig at have tegnet diverse forsikringer. Måske får du slet ikke brug for dem?
Teknisk set kan du godt køre rundt i din bil uden at have tegnet en ansvarsforsikring, men du kommer lynhurtigt i problemer – og det kan komme til at koste dig rigtig dyrt.
Bliver du taget i ikke at have tegnet en ansvarsforsikring (eller har du ”glemt” at betale), kan politiet klippe dine nummerplader, ligesom du kan blive idømt dagbøder.
Du risikerer desuden at skulle betale langt større beløb, hvis du bliver involveret i uheld.
Lovkravet om en ansvarsforsikring gælder for alle motorkøretøjer.
Det er i øvrigt ikke tilladt for unge bilister at lade forældrene oprette deres ansvarsforsikring – selvom det måske lyder som en smart vej til en attraktiv prisbesparelse.
Vær også tydelig med at give forsikringen besked om, at du har tegnet en ansvarsforsikring, men at der er en anden i husstanden, der bruger bilen mere fast end dig som forsikringstager. På den måde undgår du uheldige tvister med dit forsikringsselskab.
Hvad dækker en ansvarsforsikring?
Der er en god grund til, at du skal tegne en ansvarsforsikring – det handler om andres sikkerhed.
Når du sætter dig ind i bilen på vej til arbejde, er det desværre ikke utænkeligt, at du på et eller andet tidspunkt bliver involveret i et uheld. Forhåbentlig bliver der kun tale om et uheld, der forvolder mindre skader på materiellet.
Der er under alle omstændigheder en regning, der skal betales.
Ansvarsforsikringen dækker dit erstatningsansvar, når du forvolder skader på andre biler, andre personer eller ting. Kommer dine passagerer til skade, vil de også kunne søge erstatning via din ansvarsforsikring.
Det er dog vigtigt at understrege, at ansvarsforsikringen ikke dækker dig som fører eller skader på din egen bil – her skal du tegne en eller flere tillægsforsikringer, såsom en ulykkesforsikring eller kaskoforsikring.
Husk ligeledes, at noget så simpelt som monteringen af et anhængertræk også kan indebære, at du skal udvide din ansvarsforsikring, da du her monterer en del, der potentielt kan forårsage en ny type skader.
Din ansvarsforsikring gælder både inden for landets grænser og i udlandet.
Derfor skal du tegne en ansvarsforsikring:
- Den er lovpligtig.
- Den dækker, hvis du er involveret i uheld og forvolder skade på andre.
Hvad er en kaskoforsikring?
Kaskoforsikring er et tilvalg, så her skal du i gang med at tage et aktivt valg og overveje fordele og ulemper.
Langt de fleste bilejere vælger imidlertid at tegne en samlet forsikringspakke med både ansvarsforsikring og kaskoforsikring for at være dækket ekstra ind.
En kaskoforsikring kan desuden være et krav, hvis du har optaget et billån, f.eks. gennem banken.
Hvad dækker en kaskoforsikring?
Er du kendt for at være typen, der ofte vender hjem fra en indkøbstur i byen med flere buler i bilen, fordi du kom til at parkere lidt for tæt på en lygtepæl?
Eller er din bil blevet ridset, mens du var på arbejde – og har du spejdet forgæves efter den berømte lille seddel i forruden? Uden et telefonnummer på den bilist, der har forvoldt skaden, hæfter du selv for skaden.
Populært sagt er en kaskoforsikring “bilens ulykkesforsikring” – opstår der pludselige skader på din bil, vil de kunne blive dækket af kaskoforsikringen, dog med det forbehold, at der vil være en højere eller lavere selvrisiko.
Kaskoforsikringen går også ind og dækker, hvis du får stjålet din bil – eller du er så uheldig, at der bliver begået hærværk, eller bilen bryder i brand midt på motorvejen.
Der er derfor rigtig mange gode grunde til at vælge kaskoforsikringen til – ellers ender du ofte med at stå med en noget høj regning, når uheldet er ude. Langt de fleste forsikringsselskaber indbefatter også redningsforsikring/vejhjælp i deres kaskoforsikringer.
Det kan være særligt nyttigt, hvis du kører i stykker, og bilen skal transporteres til nærmeste værksted – især, når du befinder dig i udlandet.
Du skal være ekstra opmærksom på, at kaskoforsikringen ikke dækker i alle tilfælde – der skelnes her groft sagt mellem, om skaden er opstået tilfældigt/pludseligt, eller om den er selvforskyldt.
Kaskoforsikringen dækker ikke i følgende tilfælde:
- Hvis skaden opstår, efter du har kørt i påvirket tilstand (alkohol, narkotika mv.).
- Hvis skaden opstår i forbindelse med grov uagtsomhed eller er selvforskyldt – det omfatter også, hvis du har ladet nøglen sidde i bilen eller ved et uheld kommer til at tanke bilen med et forkert brændstof.
- Hvis skaden opstår grundet rustdannelse, stenslag i lakken og anden type slitage.
- Hvis skaden opstår i bilens mekaniske/elektriske dele (undtaget er lynnedslag, brand, tyveri og lign.).
Der kan være visse problemer med at tegne en kaskoforsikring, hvis du enten har en noget dyr eller ældre bil. Forsikringsselskabet skal her være indstillet på at tage en noget større risiko, enten med hensyn til tyveri og pludseligt opståede skader.
Det vil ofte indebære, at du skal betale en noget højere pris for din kaskoforsikring. Det kan være en idé at genoverveje kaskoforsikringen, hvis du f.eks. har en noget ældre bil uden den helt store værdi.
Hos Forbrugerrådet Tænk anslår man, at det kan betale sig at tegne en kaskoforsikring, hvis bilen har en værdi på 25.000 kroner og derover. Det er et kendt træk, at unge bilister gerne køber en billigere bil og dernæst fravælger kaskoforsikringen for at spare penge.
Derfor skal du tegne en kaskoforsikring:
- Kaskoforsikringen er som udgangspunkt frivillig, men kan være et krav fra låneudbyderen for dit billån.
- Du er dækket ved pludselige skader på bilen.
- Du får udbetalt erstatning ved tyveri og hærværk på bilen.
- Forsikringen indbefatter som regel redningshjælp/transport til værksted.
Muligheder for forskellige tilvalg til din kaskoforsikring
Som med mange andre forsikringer kan du udvide kaskoforsikringen, så den tager højde for flere individuelle forhold.
Har du investeret i en nyere bil, kan en skade være afgørende for, hvor hurtigt bilen mister sin værdi. Din kaskoforsikring dækker muligvis selve skaden på bilen, men ikke nødvendigvis dén mulige værdiforringelse, skaden medfører på sigt.
Det kan her være anbefalelsesværdigt at tegne en forsikring i forhold til værdiforringelse.
Du kan i visse tilfælde opleve, at modpartens ansvarsforsikring kan gå ind og dække en eventuel værdiforringelse. Der er imidlertid også en lang række forbehold, der skal trækkes med ind i ligningen.
Der kan f.eks. stilles specifikke krav til bilens alder og handelsværdi samt skadens omfang.
De samme forbehold kan i øvrigt gøre sig gældende, når forsikringsselskabet skal vurdere, om det er muligt for dig at tegne en forsikring i forhold til værdiforringelse. Et gængs krav er, at bilen max. må være 3 år gammel.
Af andre centrale tillægsforsikringer til din kaskoforsikring kan nævnes en såkaldt bilafsavnsforsikring, hvor du kan få dækket lejeudgifterne til en erstatningsbil.
Et andet godt valg er en friskade- og glasskadeforsikring, hvis du gerne vil sikres ekstra mod stenslag i f.eks. forruden. Tilbagelægger du på daglig basis en strækning med mulighed for mange stenslag, vil det stort set altid kunne betale sig at være forsikret mod glasskader.
Så alt i alt kan en kaskoforsikring se ud på en række forskellige måder, alt efter valget af forsikringsselskab og det antal ekstra aftaler, du vælger at oprette.
Hvad er prisen på en bilforsikring?
Selvfølgelig er du interesseret i at vide, hvad du skal betale årligt for din bilforsikring – også kendt som forsikringspræmie – men svaret er, at det er uhyre svært at sætte et fast beløb på, hvad du kommer til at betale samlet set. Det kan være alt fra et par tusinde kroner til et noget højere beløb på langt over 10.000 kroner årligt.
Først og fremmest skal du tage højde for, at forsikringsselskaberne hver især sammensætter en række vidt forskellige aftaler og ofte er rigtig glade for at tilbyde dig samlerabatter, så du vælger at tegne alle dine forsikringer ét og samme sted.
Det vigtigste parameter er og bliver dog, hvad du kan tilbyde forsikringsselskabet som kunde. Er du den erfarne og rutinerede bilist, som har kørt i årevis uden at være involveret i uheld? Eller er du ung og uerfaren – med et kørekort, der nærmest lige er kommet fra trykken?
Bilforsikringer for unge – hvad spiller ind?
Det kan virke uhyre uretfærdigt, men i forsikringsregi arbejdes der med, at de erfarne bilister traditionelt set kører mere sikkert, mens der er en større usikkerhed forbundet ved at forsikre unge bilister. Det har en betydning for den pris, du skal betale for din bilforsikring.
Som udgangspunkt er disse punkter de vigtigste, når det kommer til at indhente tilbud på bilforsikringer:
- Alder – har du netop fået kørekort, eller er du den ældre og mere erfarne bilist?
- Bilmodel og årgang – der kan være forskellige problemstillinger ved såvel dyrere som ældre biler
- Bopæl – storbyer udgør som regel en større sikkerhedsrisiko end små landsbyer
- Skadeshistorik – har du haft mange bilskader, eller er du dét, man betegner som elitebilist?
- Eventuelle betalingsanmærkninger i RKI
Hvordan spiller selvrisikoen ind på forsikringspræmien?
Et andet vigtigt punkt for prisen er, hvor høj en selvrisiko du ønsker. Selvrisiko dækker over det beløb, du som forsikringstager selv skal betale ved skader.
Er din selvrisiko berammet til 2500 kroner, og skal skaden via dit forsikringsselskab erstattes med et samlet beløb på 5000 kroner, betaler du kort og godt selv halvdelen, mens forsikringsselskabet hæfter for resten.
Det vil altid være en afvejning, hvornår selvrisikoen skal i spil. Er selvrisikoen fortsat på 2500 kroner, men erstatningen “kun” vurderet til 2700 kroner, kan det reelt set ikke betale sig at lade forsikringen betale de 200 kroner – jo flere skader du indmelder over en kortere årrække, desto højere bliver din forsikringspræmie.
Du kan både vælge en høj og lav selvrisiko, men det har så også en indvirkning på din forsikringspræmie. Med en høj selvrisiko betaler du en lavere forsikringspræmie, da du her viser forsikringsselskabet, at du er villig til selv at betale en større del af skadesbeløbet.
Sammenlign priser på bilforsikringer – er samlerabatter det bedste valg?
Forsikringsselskaberne har naturligvis hver især et ønske om, at du samler flest mulige forsikringer hos lige netop dem. Derfor arbejder de også gerne med diverse samlerabatter, hvor du får rabat på dine forsikringer, alt efter hvor mange forsikringer du samler ét og samme sted.
På papiret lyder det ganske attraktivt, men ifølge Forbrugerrådet Tænk kan samlerabatter også være forbundet med forskellige faldgruber. Du kan få ekstra svært ved at gennemskue, hvor meget du reelt set betaler for hver enkelt forsikring. Du kan ganske enkelt få problemer med at vurdere, om det rent økonomisk kan svare sig f.eks. at skifte bilforsikring.
Ved samlerabatter forekommer det også, at flere skader på f.eks. bilen kan have en negativ indvirkning på dine andre forsikringer hos det samme forsikringsselskab.
Tænks anbefaling er, at du i videst muligt omfang forsøger at gå uden om samlerabatterne og i stedet køber forsikringerne én og én og hermed selv sammensætter din egen forsikringspakke.
Hvordan finder jeg den billigste bilforsikring?
Prisen bør ikke være den altafgørende faktor for, hvilken type bilforsikring du ender med at tegne. Du bør i langt højere grad vurdere, hvordan du bliver bedst muligt forsikret – ud fra dine aktuelle behov, og uden at blive “overforsikret”.
Når det så er sagt, vil prisen selvfølgelig være et vigtigt parameter for mange forbrugere – og det er altid en god idé at kigge efter de bedste tilbud på bilforsikringer ved at sammenligne de forskellige løsninger.
Du kan f.eks. manuelt gå ind og indhente tilbud fra flere forskellige forsikringsselskaber, men kan også starte sammenligningen af de forskellige selskaber ved at klikke dig ind på en side som Forsikringsguiden.dk.
Hjemmesiden er udviklet af brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber (Forsikring & Pension) samt Forbrugerrådet Tænk.
Du kan passende bruge de forskellige resultater som et pejlemærke for, hvor du finder de billigste bilforsikringer. Måske er det tid til at skifte bilforsikring? Eller måske kan du justere din selvrisiko og/eller fravælge flere forsikringstilvalg, som ikke længere er relevante.
Tjekliste – sådan vælger du den bedste bilforsikring
Vi har nu gennemgået de vigtigste punkter for, hvordan du vælger den bedste bilforsikring. Her får du en tjekliste – en god kombination af tips og punkter, du skal være opmærksom på, når du tegner en bilforsikring:
- Dan dig et overblik over dine forskellige forsikringsmuligheder – husk, at ansvarsforsikringen er lovpligtig.
- Indhent forskellige tilbud hos forsikringsselskaberne – brug eventuelt en prissammenligningsportal som Forsikringsguiden.dk.
- Vurdér fordele og ulemper ved at vælge samlerabatter hos det enkelte forsikringsselskab.
- Tjek gerne Ankenævnet for Forsikringer, og indhent erfaringer fra andre kunder – er det pågældende forsikringsselskab pålideligt, eller har der været mange klager gennem årenes løb?
- Gennemlæs altid ALLE forsikringsvilkår, inden du tegner den endelige bilforsikring – vær sikker på, hvornår du er dækket – og hvornår du eventuelt har behov for særlige tilvalg.
- Vurdér, hvor høj en selvrisiko du har behov for.
FAQ
Hvad koster en bilforsikring i gennemsnit?
Det kommer helt an på, om du både tegner en ansvarsforsikring og kaskoforsikring samt eventuelle tillægsforsikringer. Din egen alder, bilmodel/årgang, bopæl, skadeshistorik og eventuelle betalingsanmærkninger kan alt sammen spille ind på den endelige pris.
Hvad dækker en bilforsikring?
En bilforsikring dækker groft skitseret de skader, der opstår på din egen bil eller de skader, du forvolder andre under kørslen. Bilforsikringer kan også dække forskellige aspekter som glasskader/stenslag, værdiforringelse af bilen og leje af erstatningsbil m.m.
Hvad dækker en ansvarsforsikring?
Ansvarsforsikringen dækker dit erstatningsansvar, når du forvolder skader på andre biler, andre personer eller ting. Kommer dine passagerer til skade, vil de også kunne søge erstatning via din ansvarsforsikring. Ansvarsforsikringen dækker ikke dig som fører.
Hvad er en ansvarsforsikring til bil?
En ansvarsforsikring er lovpligtig for alle motorkøretøjer og dækker, hvis du forvolder skade på andre bilister, biler eller ting.
Hvad koster en ansvarsforsikring til bil?
Her vil der være flere ting, der kommer i spil – bl.a. om du alene skal tegne en ansvarsforsikring eller ønsker flere typer bilforsikringer såsom en kaskoforsikring. Flere personlige forhold kan også gøre sig gældende, hvis du f.eks. har samlet dine forsikringer hos ét og samme forsikringsselskab.
Hvad dækker en kaskoforsikring?
Kaskoforsikringen dækker pludselige skader på din bil, herunder ved tyveri og hærværk. Du skal være ekstra opmærksom på, at kaskoforsikringen ikke dækker i alle tilfælde – der skelnes her groft sagt mellem, om skaden er opstået tilfældigt/pludseligt, eller om den er selvforskyldt.
Hvad er en kaskoforsikring?
Din kaskoforsikring dækker, hvis der opstår pludselige skader på din bil, såsom ved brand og parkeringsskader, samt ved hærværk og tyveri.
Hvad koster en kaskoforsikring?
En kaskoforsikring har som regel ikke en fast pris, men bliver vurderet ud fra et helhedsbillede. Der lægges her vægt på parametre som forsikringstagerens alder, bilens alder og skadeshistorik.